Hvorfor holder vi ferielejre?

Børn elsker at komme på ferie. De nyder at være sammen med andre børn i nye omgivelser, hvor de kan opleve glæden ved at kunne boltre sig udendørs.

Ungdommens Røde Kors har arrangeret ferielejre for udsatte børn og unge siden 1964. Vi er med vores tilbud med til at sikre, at der er ferieaktiviteter for over 1300 udsatte børn og unge rundt omkring i Danmark, som ellers ikke har mulighed for at komme på ferie.

Hvad er ferielejre?

Ungdommens Røde Kors afholder i alt 22 ferielejre. Ferielejrene giver udsatte børn og unge en ferieoplevelse, der kan måle sig med deres skolekammeraters. Lejrene afholdes i uge 27, 28, 29 og 30 – en enkelt lejr ligger i februar.

Lejrenes størrelse varierer. Fælles for lejrene er dog, at der, foruden børnene, er en gruppe frivillige hjælpere, et frivilligt køkkenhold og en frivillig lejrledelse. Børnelejrene er for børn mellem 7 og 13 år. Ungdomslejrene er for unge mellem 14 og 17 år.

Du kan læse mere om at være indstiller på Ungdommens Røde Kors’ hjemmeside. Du er også meget velkommen til at kontakte koordinatoren for at få yderligere information om lejren eller tilmeldingsproceduren: koordinator@regnbuelejren.dk.