Lejrens kendetegn

Regnbuelejren – ferien du ikke vil hjem fra! På Regnbuelejren holder vi ferielejr med tryk på ferie – børnenes ferie. Ugen er præget af både et fastlagt program med fællesaktiviteter, men også tid til fri leg og hygge med hinanden. Vi har gode erfaringer med at lade hjælperne udfolde sig kreativt og planlægge vilde aktiviteter for børnene, som blandt andet har resulteret i en fantastisk byfest, vilde eventyrløb og besøg fra både livreddere, hjemmeværnet, politiet og endda et par heste!

Lejrens motto er at alle på lejren skal have det SJOVT – og det er vi ret gode til! Hjælperne planlægger i samarbejde med lejrledelsen ugens program, men undervejs på lejren er der også tid til spontanitet. Desuden har vi hvert år en dag ud af huset, hvor hele lejren tager på udflugt! Og så har vi selvfølgelig VERDENS bedste køkkenhold – der laver rigtig god mad.

Lejrstedet og området

Vores lejrsted ligger i smukke omgivelser i Humble på Langeland med masser af plads til udfoldelse både indendørs og udendørs. Vi har en efterskole med én stor spisesal, industrikøkken, idrætshal, krearum og en masse små grupperum. Desuden har vi gode udearealer, med plads til bål, rundbold, vandkamp, fodbold og leg. Og desuden er der ikke langt til stranden. Børnene og de frivillige sover på 2-4 mands værelser.

Fakta

Hvornår?

Lejren afholdes i uge 29 i 2024, søndag d. 14. til lørdag d. 20. juli.

Lejrens adresse

Humble Musikefterskole ATT. Regnbuelejren, Hovedgaden 21, 5932 Humble.

Antal børn

Cirka 65 børn i alderen 7-13 år.

Antal hjælpere

30 hjælpere, 8 frivillige på køkkenholdet og 5 i lejrledelsen