Dag 3: Hoola-Hawaii-dag

By 15. juli 20262026

Aloha fra Regnbuelejren 🌺🌴

I dag blev Regnbuelejren forvandlet til intet mindre end et tropisk ferieparadis, da vi inviterede til den helt store Hoola Hawaii-dag. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, temperaturen sagde 27 grader og overalt på lejren summede det af sommerstemning, palmer, blomsterkranse og glade ferievibes. Dagens helt særlige gæster var ingen ringere end Lilo og Stitch, som kom forbi lejren og delte masser af kram, grin og highfives ud. De blev hurtigt et kæmpe hit blandt både børn og voksne.

Om formiddagen kunne børnene udenfor på græsplænen lave deres helt egne unikke farverige hoola-kranse og sende ferie-postkort hjem til familie og venner (fra Hawaii) i vores hjemmelavede beach lounge eller tage en velfortjent slapper i beach loungens bløde strandsenge Imens kunne de eventyrlystne tage en tur under havets overflade på Hawaii. Her gjaldt det om at finde Nemo og svømme blandt farverige fisk og blive en vaskeægte dykker i et magisk undervandsunivers.

Efter frokost blev der for alvor skruet op for festen (og farten), da den store skumkanon blev tændt. På få minutter var græsplænen fyldt med meterhøjt skum, og børnene susede gennem boblerne på seje badedyr, legede vandkamp og fik pusten i vores dejlige svømmepool. Dem, der havde lyst til lidt mere ro, kunne fortsat hygge sig i tikkibaren, som holdt åbent hele eftermiddagen.

Da skummet havde lagt sig, ventede endnu en lækker overraskelse. Alle børn fik serveret en forfriskende børne-piña colada og frugtspyd, som hurtigt gav ny energi, inden der blev åbnet for krea, aktiviteter i hallen, skaterpark, Lego-leg og en beach lounge, der stadig var et sted man kunne lave hoolakranse, sende postkort og snakke lidt imens man slappede i strandstole.

Til aftensmad stod menuen på en af lejrens absolutte favoritter: sprøde chicken nuggets og pomfritter. Der blev spist med stor appetit, og enkelte børn imponerede ved at spise helt op til 31 nuggets!

Det har været endnu en fantastisk dag fyldt med sommer, grin, fællesskab og uforglemmelige oplevelser. Vi glæder os allerede til at se, hvilke festlige eventyrer morgendagen bringer.

Aloha fra Regnbuelejren 🌈🌺

Leave a Reply